Hvad er Modkraft?
Modkraft er en venstreorienteret netavis – og meget mere. Først og fremmest er Modkraft en progressiv portal.
Det betyder, at vi er et decentralt netværk af forskellige miljøer på den politiske venstrefløj og i det alternative kulturliv, som forbinder sig med hinanden gennem Modkraft.
Modkrafts forside er som et tværsnit af et lyslederkabel: en masse kanaler i en fælles ramme. Modkraft er ikke lyset, vi er bare den kontakt du tænder det på.
Her kan du se de 11 forskellige selvstændige sektioner, som til sammen udgør Modkraft.dk:
- Kritik & Kaos (økonomi og samfundsanalyse)
- Modkraft TV (et udvalg af progressive videoer fra nettet)
- Tidsskriftcentret (et venstreorienteret resursesite)
- Blogtilskud (ca. 50 progressive bloggere og debat)
- Modkultur (kunst og kultur fra undergrunden)
- Modkraft Fagligt (magasin om arbejdskampe og arbejderbevægelsen)
- Queerkraft (gender, køns- og seksualpolitik)
- Kontradoxa (baggrundsstof, analyse og kronikker)
- Modkraft Foto (fotoserier og fotoreportager)
- Kalender (landsdækkende opslagstavle med progressive arrangementer)
- Nyheder (progressiv netavis med dagligt nyt fra ind- og udland)
Modkraft lever på 3 platforme. Dels på vores eget site, hvor flere end 60.000 mennesker læser med hver måned. Vores anden platform er Facebook, hvor 8.000 mennesker er med på vores side. Vores tredje platform er de arrangementer, vi holder i den virkelige verden sammen med lokalsamfundet af brugere omkring Modkraft.
Vi har også lavet en klub for læsere, der hedder Klub Medkraft. Målet er at bygge bro på kryds og tværs over venstrefløjen og skabe et mødested.
Hvorfor Modkraft?
Modkraft har siden år 2000 været en platform for det progressive Danmark. Vi ser alle, der producerer progressivt indhold på nettet, som mulige partnere.
Modkrafts Nyheder har en gensidig udvekslingsaftale med dagbladet Arbejderen, og magasinerne Notat, Gaia, Solidaritet, Socialistisk Information og Det Ny Clarté har alle en platform i Modkrafts baggrundsmagasin Kontradoxa.
Kort sagt er Modkraft et nyt medie i billede, tekst og video for Danmark til venstre for midten.
Det betyder 3 ting:
- Vi skriver om de ting, som venstrefløjen bør vide om sig selv.
- Vi skriver om de ting, som venstrefløjen bør vide om verden udenfor venstrefløjen.
- Vi skriver om de ting, som venstrefløjen gør, og som verden bør vide om.
Derudover har vi som mål, at Modkraft også skal være med til at præge dagsordenen i de borgerligt dominerede mainstream-medier.
Hvem bruger Modkraft?
Modkrafts 60.000 brugere bor i alle byer i Danmark, men mest i de store; Hovedstaden og Århus. Mange er unge; 2 ud af 3 er under 30. Mange er dybt engagerede på den politiske venstrefløj, de går tit til demonstrationer og møder – og 34% af dem er medlem af et parti, oftest SF eller Enhedslisten.
4 grupper af kernebrugere skiller sig ud fra resten af læserskaren. Læs mere om dem her: Er du en »Emma«, »Simon« eller »Julie«? Eller måske en »Fridtjof«?
Hvad interesserer Modkrafts brugere allermest: Tja, prøv at læse artiklen: »Modkrafts læsere har politi, bankrøvere og sex på hjernen«
Modkraft er et frit medie
Ud af den offentlige mediestøtte på over 6 milliarder om året, som skal fremme den demokratiske debat, får Modkraft i alt 0 kroner. Vi har ingen rige onkler, og vi har ikke noget papir vi kan sælge.
Til gengæld er Modkraft et frit medie. Vi er ikke ejet eller kontrolleret af et parti eller af en organisation. Det ser vi som en fordel, når det gælder om at skabe et mødested hvor alle progressive bliver mødt med respekt, men også med sund kritik.
Hver dag er vi med til at bygge et politisk lokalsamfund på tværs af organisationer. Et sted hvor det er tydeligt at se, er i vores sektion af bloggere, som er tredoblet i løbet af det seneste år. Her kan du møde socialdemokrater og anarkister, en sexarbejder og en stilladsarbejder, unge musikere og en gammel sabotør – og mange andre ansigter fra det progressive Danmark.
Modkrafts fremtid?
Mere og mere information bliver nu spredt gennem sociale netværkstjenester og bliver anbefalet og filtreret af personlige kontakter og gennem vennekredse. Den teknologiske revolution, der gør det muligt, er med til at undergrave det borgerlige mediemonopol.
Ikke alle læsere nøjes med at være passive brugere, de vil også være aktive og selv skabe eller præge eller vælge indhold.
Aktivering af brugere bliver vigtigere og vigtigere – og her er Modkraft i sit rette element, fordi vi udspringer af et aktivistmiljø. Udfordringen ligger i at få græsrødder og bevægelser til at tænke kommunikation som en strategisk del af deres politiske kamp – og forstå at Modkraft er det rette værktøj.
Samtidigt skal vi selv finde den rette måde at lade os bruge som værktøjer på i klassekampen.
Set med Modkrafts briller handler fremtiden om at bygge interaktive lokalsamfund, befolket af brugere, der skaber indhold. Vi skal skabe virtuelle politiske miljøer i tilknytning til eksisterende aktivistmiljøer.
Hvem står bag?
Modkraft.dk bliver drevet af Monsun, et medarbejderstyret medie-kooperativ, hvis formål er at styrke progressive medier.