Forsvarschefen Peter Bartram er ikke nogen ond mand. Udviklingsminister Christian Friis Bach er ikke ond. Det er er forsvarsminister Nick Hækkerup heller ikke. Der er ingen spor af ondskab hverken i udenrigsminister Villy Søvndahl eller statsminister Helle Thorning-Schmidt. Jeg ser noget i jer, der er langt værre og langt mere skæbnesvangert end ond vilje. Jeg ser god vilje.  Jeg ser god vilje kombineret med uvidenhed,
inkompetence og uhindret adgang til en overvældende mængde af våben, og det er en dødbringende cocktail, hvilket historien har bevist mere end en gang. 

Enhver krig starter, endnu før den er begyndt, med et drab, og det er evnen til selvransagelse, der bliver slået ihjel.

Selvbedrag er krigens første forudsætning, den urokkelige tro på at have historien , retfærdigheden og retten på sin side kombineret med en ligeså urokkelig tro på, at fjenden intet har på sin, end ikke selvforsvarets nødmoral.  

Den pris, den gode vilje må betale for sin selvretfærdighed, er døvheden og blindheden over for egne mangler og fejltagelser. I, Afghanistans væbnede velgørere, er fanget i det samme ødelæggende dilemma, som Paulus har beskrevet så knivskarpt i sit brev til romerne, kapitel 7, vers 19: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."  

Da sovjetiske tanks rykkede ind i Kabul i december 1979, kom de som den gode viljes repræsentanter. De ville bringe fremskridt og kvindefrigørelse til et land, de anså for middelalderligt. I 17 år var Kabul en kommunistisk by. Kvinderne smed burkhaen og sprang ud på arbejdsmarkedet. En veluddannet funktionærklasse voksede frem.

Kabul var et centralasiatisk Østberlin, og indbyggerne ser nostalgisk tilbage på de 17 år som på en svunden guldalder, for sammenlignet med det sønderskudte ragnarok, de sejrende krigsherrer forvandlede Afghanistans hovedstad til, var selv det grå Østberlin at foretrække. Imens betalte landbefolkningen fremskridtets pris: En million mennesker blev dræbt, andre millioner tvunget på flugt.

I dag gentager historien sig. Igen hersker den gode vilje i Afghanistan, og Kabul er endnu engang blevet fremskridtets udstillingsvindue. Denne gang er det ikke Østberlin, der er forbilledet, men Las Vegas. En ubarmhjertig casino-kapitalisme hersker efter neoliberalt mønster. Her kan ryggesløse mænd uden moral skabe sig gigantformuer, mens hjemvendte flygtninge, som der ikke er plads til i rovdyrøkonomien, fryser ihjel i FNs flygtningelejre kun få kilometer fra centrum.

I landdistrikterne, hvor tre fjerdedele af befolkningen bor, råder kaos og lovløshed, mens krigsherrer og narkobaroner, som Natos generaler officielt har udnævnt til vores nærmeste allierede i kampen for demokrati, udøver et vilkårligt voldsregime.

90 milliarder dollars har USA givet i udviklingsstøtte siden invasionen i 2001, det største beløb, verdens eneste tilbageværende supermagt har givet til noget land siden Anden Verdenskrig. Og alligevel svarer den astronomiske sum kun til omkostningerne ved et års krigsførelse, en krigsførelse, hvor verdens mest veludrustede hærstyrker har været i krig med en håndfuld dårligt bevæbnede bønder, hvis modstand de ikke kan knække, fordi opbakningen til dem vokser støt.  

Efter snart 12 års såkaldt udvikling er Afghanistan stadig et af verdens tre fattigste land, og et af de mest korrupte, kun overgået af  ikke-nationen Somalia og diktaturstaten Nordkorea.

Og i det danske hjerteland, Helmand Provinsen, er det end ikke lykkedes at etablere en fungerende vand- og elforsyning, mens Gereskh, distriktscentret i det danske ansvarsområde er sunket ned i et inferno af vold og kriminalitet, der gør byen til Afghanistans farligste.  

Alligevel taler I om jeres succes og nægter at anerkende noget nederlag. I har tændt et fyrtårn af håb, hævder I, men det er sønderskudt fyrtårn, og lyset virker ikke. Konfronteret med fiaskoen for jeres egne forhåbninger, har I gjort tavsheden til jeres vigtigste våben, og en presse, der ikke på Christiansborg kan finde nogen politiske mod- eller medspillere, tier også eller snakker militærets vidtløftige talsmænd efter munden. Stumhedens strategi virker.  

Ligegyldigheden har vokset sig så stor, at opinionsinstitutterne ikke længere orker at måle befolkningens holdninger. I USA er over to tredjedele imod den meningsløse krig. I Danmark er der blot et uldent spørgsmålstegn. Politisk er der hverken stemmer i at forsvare krigen eller i at kritisere den.

Det er det, der er skandalen for demokratiet: Det er blevet en politisk dyd at holde befolkningen borte fra indsigten i vitale beslutninger. Bag jeres tåbelige erklæringer om succes i Afghanistan, ser jeg en anden, for jer langt vigtigere, men for demokratiet langt farligere succes: I har haft held til at passivisere os.  

Er det så ond vilje? Nej, det er den gode vilje, der ikke tåler krænkelser.  Vi skal lære af erfaringerne fra Afghanistan, siger I, når I begejstret stemmer os ind i den næste krig. Men I har intet lært af krigen i Afghanistan. Det forudsatte, at I diskuterede den, i stedet for at tabuisere den.  

Ansvarsløst styrer I allerede mod den næste tragedie. På jeres gode vilje tvivler jeg ikke.

Har Du material som kan passa i nyhetsbrevet , sänd gärna till:Den här e-postadressen skyddas mot spambots. Du måste tillåta JavaScript för att se den.